Daniel Jul er opvokset i Øster Brønderslev, men bor nu i København. Nu vender han hjem for igen at optræde med sine gode sange.
Med sin karakteristiske nordjyske facon og varme sceneoptræden er Daniel Jul en nærværende liveartist, der møder sit publikum i øjenhøjde – uanset om han spiller på landets spillesteder, festivaler, i baghaver eller dagligstuer. For ham er det ikke vigtigt, hvor musikken spilles – så længe den mærkes.
Daniel Jul er en sanger og sangskriver, der med sin umiskendelige ægthed og dansksprogede tekstunivers har cementeret sig som en stærk fortællerstemme i dansk musik. Hans sange udspringer af det levede liv – med både humor og melankoli – og placerer sig i et ærligt og menneskeligt krydsfelt mellem pop og rock.
Daniel Jul har tidligere udgivet Agenda (EP, 2019) og Langt Fra København (album, 2021). I 2023 udgav han sit anmelderroste andet album Neonfisk, skabt i tæt samarbejde med Juncker. Albummet fik opmærksomhed i både landsdækkende og lokale medier, blev spillet på DR P4 og P5 samt færøsk radio, og fik 5/6 stjerner af musiksitet All That. Neonfisk viste en ny, frigjort side af Daniel Jul – en kunstner, der turde tage livtag med sine egne og andres forventninger.
I oktober 2025 er Daniel Jul klar med sit hidtil mest personlige album: Verdens Mindste Original. Et værk, der er vokset ud af stilhed, tvivl og længsel – men også håb og personlig udvikling. Sammen med sangskriver og producer Jonas Breum har Daniel skabt en samling sange, der søger det menneskelige i det almindelige. Albummet er et opgør med trangen til at være noget særligt, og en hyldest til dem, der blot forsøger at være sig selv.
